Politiken
8. april 2010
Monna Dithmer skriver blandt andet:
Uhøjtideligt og næsten skødesløst
De er blevet bidt af et løsgående sjippetov i Cirkus Benneweis i år, men humøret er højt, og hvor møder man ellers mage til springkraft blandt hunde, artister og rengøringsassistenter.
Fire stjerner
Nu har man chancen for at se, hvad det egentlig vil sige at optræde på slap line. Sådan som den prisbelønnede kinesiske balancemester dansede rundt på sin elastiske, buede line, var det ikke umiddelbart det, man forstår ved ' slap line' - noget uhøjtideligt og improviseret.
Tværtom var der en stram formfuldendthed over foretagendet. Men det var Cong Tians virtuose fortjeneste, at det så legende let ud, om han så slog kolbøtter på linen eller kørte på ethjulet cykel.
Det har altid hørt til ægte cirkuskunst at skjule den benhårde disciplin bag glittersmil og udbredte arme. Linedanseren her gjorde det med aristokratisk elegance, men ellers var der faktisk en smittende uhøjtidelig og nærmest skødesløs, loose stil over årets Benneweis -show. Nok optrådte de øvrige artister ikke på slap line, bogstaveligt talt, men de brugte til gengæld rebet til at sjippe med.
En tempojonglør kunne ikke alene få fem fodbolde til at spinne i luften, han kunne også speedsjippe med en bold bouncende på hovedet.
Hvad angår det komiske maestro & assistent-par Farellos, kunne herren ikke nøjes med at rotere op og ned ad trapper på ethjulet cykel, men skulle absolut indrullere sin mopsede rengøringsassistent i nummeret, så hun pludselig står der med bare lår og balancerer på skuldrene af ham, mens han sjipper - på cykel. Noget af det skægge ved sådan en ny kombiform af cirkuskunst & teatergags, er de der aparte konstruktioner, de finder frem til.
Selvfølgelig kan hunde da også sjippe, på to ben og med vildt høje spring. I det hele taget var der et uimodståeligt humør over Rosi Hocheggers ellevilde vrimmel af hunde, der sprang, gøede og bakkede rundt, så det var en lyst. En tilsvarende logrende glæde kunne en broget trup af purunge russiske artister opvise, sådan som de myldrede rundt og lavede saltomortaler, jonglerede med hinanden eller vred benene rundt om nakken - mens de sjippede.
MEN det må jo indrømmes: Endnu er det ikke lykkedes at få de tonstunge elefanter til at lette ved at tage deres tørn med sjippetovet.
Måske godt det samme, for der er lige ved at gå lidt for meget tov i den. Til gengæld kunne de to elefanter gøre en dyd ud af deres vægt og lægge sig ned over træneren uden at mase ham.
Den über-sportslige klovn Don Christian forstod også at holde fødderne på jorden og fik til gengæld teltet til at lette ved at bokse nogle publikummer ind i manegen til en hard core-demonstration af fjollede måder at gå på.
Den slags reality-komik er lige i tidens ånd. Hvis man indimellem kan synes, at cirkus har det med at traske rundt i de gamle støvede spor, har de i hvert fald på det område længe været fremme i skoene, når det gælder om at få autentisk menneskekød i arenaen. Vel at mærke uden at der går pinlig gabestok i den.
Der er i det hele taget en udvikling i gang under traditionens teltdug - i retning af at under inspiration fra nycirkus gås der på tværs af discipliner, elementer af teater bliver indoptaget, og forestillingen bliver i højere grad iscenesat som et samlet hele.
Godt nok sagde sprechstallmeister Kim Kenneth - der i øvrigt er lovlig old schoolglat i stilen - til start, at nummeret med den kinesiske linedanser var første gang, vi herhjemme siden 1960' erne kunne opleve en artist på slap line. Men det kunne vi faktisk for et par år siden med den australske nycirkustrup Acrobats. Det viser bare, at der rent formelt fortsat er tale om to adskilte verdener, men i manegen er der en fusion i gang mellem nycirkus og det traditionelle cirkus .
I Benneweis gør de det i år med et tempo og et humør, så der kommer luft under foretagendet. Sjippetov eller ej.